Iransk politi slår netop nu hårdt ned på en spirende folkelig opstand i hovedstaden Teheran.
Det er tilhængere af en fri opposition i landet, som er gået på gaden for ligesom i Egypten at markere deres utilfredshed med magthaverne, skriver BBC.
En britisk reporter beskriver kaotiske scener i byen lige nu. Adskillige steder støder politi og demonstranter sammen. Mange er anholdt og tåregassen hænger i luften, lyder det videre.
Optøjerne kommer netop som myndighederne har sat oppositionslederen Hossein Mousavi i husarrest, skriver hans officielle hjemmeside.
På hjemmesiden lyder det videre, at myndighederne har forhindret ham i at deltage i dagens demonstrationer.
Ifølge BBC's reporter på stedet råber demonstranterne "død over diktatorerne" med klar adresse til præstestyret og den i Vesten så forhadte præsident Mahmoud Ahmadinejad.
Kilde: BBC.