En far og hans fireårige datter stod fredag aften og kiggede på noget vand ved en plads i Slagelse.
En ung kvinde kom gående med en kamphund, der ville drikke af vandet.
Pludselig bed hunden den lille pige.
- Den springer op og bider sig fast i hendes underarm og markerer med et bid. Pigen får to mærker efter tænderne, og en hudafskrabning, da hun trækker armen til sig, siger vagchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til avisen.dk.
Politiet har lørdag formiddag været i kontakt med pigens far, der kan fortælle, at pigen har trykskader på armen, der er blå og sort, men ellers har hun det godt.
Mystisk ejerforhold
Først og fremmest skal politiet, der nu har hunden i varetægt, klarlægge ejerforholdet til hunden.
Den unge kvinde, der kom gående med hunden, siger nemlig, at hun passer hunden for en ven, der er på ferie. Men hun kan kun oplyse fornavnet på den ven, der ejer hunden, der i øvrigt ikke er øremærket eller 'chippet', som loven foreskriver.
- Derfor vil det formentligt vise sig, at den ikke er forsikret, siger vagtchefen.
Mandag skal politiets juridiske afdeling afgøre, hvad der skal ske med hunden - det kan være alt fra en bøde til at den tvinges til at have mundkurv på, når den færdes offentligt, eller at den aflives.