Det gav et gigantisk brag, og blødende mennesker begyndte at myldre ud fra ankomstterminalen i Domodedovo-lufthavnen.
Sådan beretter en British Airways-passager, som netop var ankommet til lufthavnen, da den blev ramt af den eksplosion, der har kostet mindst 31 menneskeliv.
"Den rystede os bogstavelig talt. Da vi var ved at fylde bilen, begyndte en masse alarmer at hyle, og folk kom ud fra terminalen. Nogle af dem var indsmurt i blod," fortæller passageren til BBC.
Han fortæller også, hvordan der udbrød total panik, og at han hjalp en såret russisk mand med et ansigt helt sort af sod med et glas vand.
Nyhedsbureauet RIA Novosti skriver, at sikkerhedstjenester var advaret om, at et eller flere angreb kunne være nært forestående.
20 mennesker er indlagt på Moskvas hospitaler i kritisk tilstand.
Forfatter og tidligere Rusland-korrespondent Leif Davidsen har overfor TV 2 News vurderet, at det kan være såkaldte sorte enker, der står bag.
Sorte enker er efterladte nordkaukasiske kvinder, der har mistet mænd og familiemedlemmer i den russiske kamp mod oprørere.
Kilde: BBC