Når der er folketingsvalg senere på året, vil Liberal Alliances Anne Sophia Hermansen glimre ved sit fravær.
Hun har ellers været med på listen over partiets spidskandidater til valget. Men det bliver ikke til noget, da Anne Sophia Hermansen er ramt af stress.
"Farvel spidskandidatur for Liberal Alliance og farvel til at definere mig selv som en, der helst skal debattere og have udfordringer hele tiden, så adrenalin og cortisol kan smadre rundt i min krop," skriver den 38-årige politiker på sin blog.
Partiformand Anders Samuelsen ærgrer sig over beslutningen, men han respekterer den.
"Jeg har været rigtig glad for Anne Sophias indsats for Liberal Alliance, og det vil jeg gerne sige tak for," siger Anders Samuelsen ifølge berlingske.dk.
Han har allerede fundet en ny spidskandidat til Københavns Omegns Storkreds, men navnet vil først blive offentligt kendt om et par uger.