Den socialdemokratiske formand, Helle Thorning-Schmidt, bliver Danmarks næste statsminister, hvis man skal tro de seneste meningsmålinger.
Og dem læser erhvervslivet også.
En række virksomheder har i al fald travlt med at gøre deres hoser grønne overfor topfolkene i den røde blok.
Senest var Karsten Dybvad, frontfiguren for DI, Danmarks mest magtfulde erhvervsorganisation, til kaffemøde hos Helle Thorning-Schmidt.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Topcheferne fra Falck og ISS har også været på besøg, og senere på måneden gælder det NKT, IBM, Mærsk og Coloplast.
Interessen fra erhvervslivet smitter også af på de opgaver, som pr-bureauer får i hånden:
"Vi er i gang med helt konkrete opgaver om, hvad et regeringsskifte vil betyde for en række af vores kunder," siger Kim Larsen, direktør i kommunikationsfirmaet Burson-Marsteller.
Samme melding kommer fra bureauet Rud Petersen:
"Vi har både folk ansat, der har været engageret på rød såvel som på blå side, så vi får henvendelser fra virksomheder og organisationer, der er interesseret i at påvirke både den nuværende regering og oppositionen," fortæller adm. direktør Jan Juul Christensen.
Det forlyder, at erhvervslivet frygter, hvad der vil ske niveauet af skatter og afgifter, hvis S og SF danner regering.