Nordjyllands Politi er måske kommet nærmere en opklaring af knivoverfaldet på en 59-årig mand i Aalborg natten til søndag.
Politiet efterlyste søndag gerningsmanden og fik i hvert fald én interessant henvendelse. Den kom fra en taxachauffør, der kørte med en person, der havde blod på hænder og tøj. Da der ikke var nogen tegn på, at manden selv var kommet til skade, blev taxachaufføren mistænksom og henvendte sig til politiet. Det oplyser Nordjyllands Politi, hvor vagtchefen dog vurderer, at de to hændelser ikke er forbundet.
Politiet har taget prøver af blodsporene i taxaen for den videre efterforskning.
Politiet arbejder ud fra en teori om, at der var tale om røveri. Manden, der var ædru, mangler sin tegnebog, men kan ikke huske noget om episoden.
Han sad på en bænk, men var i stand til at bevæge sig hen til et værtshus, hvorfra der blev slået alarm.
Han var tæt på at miste livet, da kniven ramte ham blot en millimeter fra hjertet. Han er dog blevet udskrevet fra hospitalet.