Mens snevejr har lagt en tyk hvid dyne over Bornholm, ser det nu sort ud for flere af øens indesneede beboere.
Derfor har Bornholms Regionskommune valgt at oprette et center for nødlidende borgere klokken 15, skriver Ole Bolvig Hansen, der er chefpolitiinspektør i Bornholms Politi.
"Borgerne kan rette henvendelse til centeret i situationer, hvor man ikke selv er i stand til at sikre fødevare, medicin eller brændsel for opretholdelse af livet," står der på politiets hjemmeside.
Det såkaldte nødcenter vil kunne kontaktes på telefon og mail, og det vil blive bemandet af personale fra både kommunen og politiet.
Også landmænd, der mangler føde til deres dyr, vil kunne kontakte centret, men Ole Bolvig Hansen gør opmærksom på, at det kun skal være i en nødsituation.
"Jeg skal samtidig anmode om alles forståelse i den situation, som Bornholm befinder sig i, hvor jeg kan oplyse, at Beredskabets samlede ressourcer er indsat, ligesom der er anmodet om bistand til øen i form af personel og yderligere snerydningsudstyr," skriver han på politiets hjemmeside.
Igen i dag har et voldsomt snefald ramt bornholmerne, og ifølge TV 2's vejrcenter vil det fortsætte til hen på eftermiddagen.
Politiet fraråder iøvrigt igen al udkørsel på den sneplagede ø.