Nu skal jurister granske, om Østjyllands Politi reagerede korrekt i forbindelse med telefonopkaldet fra moderen til den afdøde otte-årige Christoffer. Det skriver eb.dk.
"Vi vil undersøge de henvendelser, der har været i sagen, for at se, om vi har disponeret korrekt. Og hvis det viser sig, at vi kunne have handlet anderledes, skal vi lære af det," siger Rasmus Blaabjerg, der er chefjurist i ledelsessekretariatet til ekstrabladet.dk.
Det er endnu uvist, om undersøgelsen også betyder, at ekskonen til Morten Nysten og moderen til den otte-årige skal afhøres.
"Det afhænger af, hvad der præcist er blevet sagt under samtalerne," siger Rasmus Blaabjerg til avisen.
Morten Nysten dræbte sig selv og sin søn mandag eftermiddag klokken 17.00, men i følge avisen kontaktede den foruroligede mor allerede politiet klokken 14.00, hvor politiet afviste at reagere på opkaldet.
Viceværten, som hun også kontaktede, ville til gengæld gerne reagere. Han besøgte efterfølgende lejligheden, hvor både far og søn stadig var i live.