En mor måtte kæmpe som en gal for at redde sin kun toårige søn fra en rasende elefant i en vestjysk dyrepark.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struers netavis.
Tirsdag besøgte familien Fiske- og Familieparken i Hee nær Ringkøbing, og under besøget standsede de ud for indhegningen til havens 27-årige hanelefant, Rambo.
Pludselig greb elefanten fat i klapvognen med sin snabel og løftede vognen op i to meters højde for øjnene af den chokerede mor.
Kæmpede som en gal
- Jeg kæmpede som en gal for at få ham fri, fortæller moren, Henriette Lundager, der ligesom sønnen fik flere blå mærker under tovtrækkeriet med den tonstunge elefant.
Moren har efterfølgende meldt episoden til politiet, der ifølge eb.dk er i fuld gang med at undersøge sagen.