Kun de store må tale.
Sådan lyder en ny regel i Europa-Parlamentet, der onsdag blev vedtaget i EU.
Reglen er et forsøg på at skære ned på administrationen, så der er færre politiske grupper i Parlamentet.
Men konsekvensen bliver, at de danske parlamentarikere i Dansk Folkeparti, JuniBevægelsen og Folkebevægelsen fremover bliver kaldt løsgængere - og derfor ikke må tale i Parlamentet.
- Der er tale om et klart magtmisbrug for egen vindings skyld fra de store gruppers side for at holde befolkningens stemme udenfor dørene, siger Hanne Dahl, JuniBevægelsens medlem af Europa-Parlamentet.
Hun er i dag medlem af gruppen kaldet 'Selvstændighed/Demokrati'.
De har kun 22 medlemmer - og fremover skal grupper mindst have 25 medlemmer og medlemmer fra mindst syv forskellige lande.
Camre skal holde mund
Også Dansk Folkepartis Mogens Camre bliver ramt. Hans nuværende gruppe, UEN, har 43 medlemmer, men de er kun fra seks forskellige lande.
Flere danske politikere stemte i mod forslaget, men altså uden held.
- Vi risikerer bare, at de store grupper i Europa-Parlamentet bliver mere usammenhængende, hvis de små grupper opløses og medlemmerne i stedet søger til de store grupper, siger Venstres tre medlemmer i en fælles udtalelse.