Moskeer med minerater kan ende med at blive et støjhelvede for hr. og fru Danmark, når der indkaldes til bøn. Det er i hvert fald, hvad DF-veteranen Jesper Langballe frygter, og derfor var miljøminister Karen Ellemann (V) i dag indkaldt til samråd.
Jesper Langballe ønsker, at kommunerne får ret til at forbyde larmende minerater i moskeerne.
"Det handler om, at kommunalbestyrelserne bruger indersiden af hovedet og får muligheden for at være på forkant med problemet. Hvis ikke det sker, så risikerer vi, at hele kvarterer kommer til at leve i et støjhelvede," sagde Jesper Langballe, der fik opbakning af partikammerat Martin Henriksen og sin fætter Søren Krarup.
DF'erens bekymring kommer efter en embedsmand i Miljøstyrelsen har kaldt indkaldelse til bøn for "samfundsacceptabel støj". Han vil sikre, at muligheden for at afvise støj fra moskeer flyttes fra miljøministerens bord og ud til kommunerne.
Karen Ellemann mener dog ikke, at der er et problem at tage hånd om. Så længe der ikke udsendes indkaldelse til bøn i danske moskeer, har hun som minister ikke noget at forholde sig til.
"Vi har simpelthen ikke problemer i Danmark med, at der indkaldes til bøn. Vi har heller ingen ansøgninger om at få lov til at indkalde til bøn via højtalere liggende. Der er tale om et ikke-problem. Som minister tager jeg mig af problemer, når de eksisterer," sagde Karen Ellemann.
Det svar var ikke tilfredsstillende for Jesper Langballe, der slog i bordet. Han mener, at miljøministeren bør tage rettidig omhu og sikre, at moskeer ikke får lov til at indkalde til bøn.
"Ambulancer er samfundsrelateret støj ligesom klokker i skolegården og kirkeklokker. Det er indkaldelse til bøn i moskéer ikke," sagde han, og kaldte ministerens svar for "det tyndeste svar jeg nogensinde har fået fra en minister".
Miljøministeren afviser dog at lægge ansvaret ud til kommunerne, og hun vil ikke tage hånd om et problem, før det opstår.
"Hvis der bliver et støjproblem, vil jeg tage hånd om det i forhold til miljølovens §42. Men der er jo ikke et problem," sagde Karen Ellemann.
Dermed måtte DF-trioen gå fra samrådet med uforrettet sag.