Bjarne Riis har signet nyt blod til Team Saxobank-Sungaard. Det er dog ikke talentet på en cykel, der har gjort, at Riis har ansat den 35-årige Anders Damgaard. Derimod er det de kommunikative evner, der har fået Riis til at skrive kontrakt med journalisten, der tiltræder som pressechef fra den første dag i det nye år.
"Vi har længe været på udkig efter den rigtige profil til jobbet som pressechef for Riis Cycling, og jeg føler mig overbevist om, at Anders med sine erfaringer fra mediebranchen er den helt rette person for vores organisation, for holdet og for mig. Jeg ser meget frem til vores samarbejde," siger Bjarne Riis.
Anders Damgaard har lang erfaring som sports-journalist, og tiltræder det nye job fra en stilling på sporten.dk.
"Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker om det arbejde, der venter. Men først og fremmest er mit fokus nu på at lære hele organisationen omkring holdet at kende indefra. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med holdets ledelse, rytterne, folkene omkring cykelholdet og mine nye kolleger," siger Anders Damgaard.
Riis har ikke haft en pressechef, siden Brian Nygaard forlod holdet i 2009.