Dårlig jura og forkert grundlag.
Sådan endte hovedforhandlingen om udleveringen af Niels Holck , som nu er sluttet i Hillerød. Og det sluttede med et næsten to timer langt angreb på den foreløbige afgørelse i sagen fra Niels Holcks forsvarer, Tyge Trier.
Justitsministeriets begrundelse for udleveringen af Niels Holck vægter blandt andet på begrebet om dobbelt strafbarhed, som også gjorde sig gældende ved Camilla Broes udlevering til USA.
Men Tyge Trier mener, at det er et forkert grundlag at udlevere Niels Holck på.
Ifølge advokaten skulle hans forbrydelse i 1995 også være ulovlig i Danmark, for at han kunne dømmes for den. Og derfor kan der altså ikke være tale om dobbelt strafbarhed.
"I ministeriets opgørelse er der nævnt tre sager, hvor der er blevet nægtet udlevering, og i to af de tre sager er det med henblik på dobbelt strafbarhed," sagde forsvareren, som dermed mener, at det samme må gøre sig gældende i Niels Holcks tilfælde.
Og med store håndfagter kom han efterfølgende med sin samlede pointe.
"Det er ikke god jura, og den tolkning af dobbelt strafbarhed, der her anvendes, er forkert," sagde han.
Dette punkt var det første af i alt 13, der ifølge Tyge Trier modsiger justitsministeriets afgørelse.
Om han får medhold i sin procedure, skal dommer Søren Hafstrøm nu beslutte sig for. Afgørelsen vil først finde sted mandag den første november klokken 14.30.