En række makabre fund er dukket op i Mexico By i den seneste uge.
I alt syv lig uden hoveder er dukket op ad flere omgange.
Senest fandt politiet fredag tre lig uden hoveder i bagagerummet på en bil.
Mordene er angiveligt en del af den langvarige kamp mellem Mexicos magtfulde narkobander, rapporterer flere internationale medier.
Ligene er således blevet fundet med sedler med beskeder til lederne af de forskellige rivaliserende narkokarteller.
Mexicos præsident, Felipe Calderon, erklærede i 2006 narkokartellerne krig og sendte 36.000 soldater ind i striden.