En række ansatte i Skat har fået en undskyldning fra ledelsen, fordi de alligevel ikke har luret i Helle Thorning-Schmidts skattebilag.
I går kom det frem, at den omtalte skattesag har fået flere medarbejdere i Skat til at gå ind i systemet og tjekke sagen.
De ansatte skulle stå skoleret og forklare sig.
Nu erfarer Newspaq, at mindst fem medarbejdere har fået en undskyldning fra ledelsen.
En teknisk fejl har betydet, at de - uden grund - stod på listen over medarbejdere, der har været inde og smugkigge i Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnocks, skattesag, selvom de ikke havde noget med sagen at gøre.
"Det er en konkret sag, og vi udtaler os ikke om konkrete sager," siger pressemedarbejder i Skat Morten Schoop.
De fem havde forinden - sammen med andre mistænkte skattemedarbejdere - modtaget et brev fra ledelsen, hvori de blev bedt om at forklare sig.
Dansk Told- og Skatteforbund bekræfter, at sager mod skattemedarbejdere er blevet trukket tilbage.
"De sager, vi har kendskab til, er blevet henlagt," siger faglig sekretær Merete Keller Berdiin til Newspaq.