Så er det fede liv forbi for Frederik Fetterlein.
Den tidligere tennisspiller blev i dag begæret konkurs i skifteretten i København.
Det sker, efter at Fetterlein forgæves forsøgte at lave en aftale om en afdragsordning på de 430.000 kroner, han skylder. Her tilbød han, at aflevere 50.000 kroner her og nu og derefter afdrage 10.000 kroner per måned, ind til gælden var betalt. Men leasingfirmaet SAC Leasing afslog, skriver ekstrabladet.dk.
Skifterettens afgørelse finder sted, efter at Frederik Fetterlein gentagne gange ikke var mødt op, og fogeden har ligeledes været på besøg hjemme hos kendissen, hvor der imidlertid ikke blev fundet nogle penge.
Den tidligere tennisstjerne satser nu på, at udgivelsen af hans kommende selvbiografi kan hjælpe økonomien på rette kurs.
"Hvis den sælger 80.000, lige som Stig Tøftings bog gjorde, så er jeg på den grønne gren på den anden side," siger Fetterlein til ekstrabladet.dk.
Frederik Fetterlein skylder 430.000 kroner for at have lejet to luksusbiler.