Kommunerne vil have mulighed for individuelt at fastsætte arbejdstiden, så en lærer eller sosu-assistent f.eks. kan have en 42 timers arbejdsuge.
Sådan lyder ét af ønskerne fra KL forud for forårets forhandlinger om en ny overenskomst for mere end 500.000 kommunalt ansatte.
I sosu-assistenternes forbund, FOA, mener man dog ikke, at det giver mening at snakke øget arbejdstid i en tid, hvor kommunerne fyrer offentligt ansatte.
"Det vil være unødigt provokerende, hvis arbejdsgiverne vil sætte spørgsmålet om mere arbejdstid for den enkelte på dagsordenen nu midt under den økonomiske krise," siger FOA-formand Dennis Kristensen.
Til gengæld accepterer han, at de kommunale arbejdsgivere går efter at holde lønningerne i ro næste år.
"Når kommunerne taler om nulløsning i forhold til lønnen, så er baggrunden reel nok. Vi har på grund af den særlige regulering af de offentligt ansattes løn i forhold til de privatansatte en regning liggende, som vi ved, at vi kommer til at betale ved denne overenskomstfornyelse," siger han.
Den holdning deler man i Sundhedskartellet, der endnu ikke har færdigbehandlet sine overenskomstkrav.
"Vi taler med vores medlemmer om, at vi er i en anden situation end i 2008, og det er jeg helt sikker på, at medlemmerne har forstået," siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, som også er Sundhedskartellets politiske hovedforhandler.