En smule overraskende tog finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) kort før frokost ordet under førstebehandlingen af finansloven.
Her angreb han oppositionen for i sit finanslovsforslag at mangle hele ti milliarder kroner for at få deres finanslovsregnestykke til at hænge sammen.
Anklagerne fik SF's Ole Sohn til at gøre højlydte indvendinger nede fra salen midt i ministerens tale.
Det fik Claus Hjort til at stoppe sin talestrøm og sende dræberblik mod forlæggeren, som var han en uartig knægt, der afbrød rektor midt i morgensangen.
Oppositionen forlanger at få indsigt i beregningerne, der ligger til grund for det hårde angreb.
Men de vil først blive lagt frem, når finansministeriet har regnet færdigt - formentlig senere på ugen, lyder det fra regnedrengene i finansministeriet et stenkast fra den ophedede debat.
Imens dundrer regeringen støttet af Dansk Folkeparti videre mod oppositionen.
"Jeg bliver meget bekymret, når S og SF tror, man kan løse alle problemer ved at hæve skatterne," konstaterer DF's finansordfører Kristian Thulesen-Dahl blandt andet.
I sammen tone undrer finansminister Claus Hjort sig over, at oppositionen i sit forhandlingsudspil har nikket ja til en fastfrysning af skattegrænserne, fordi så sent som i foråret stemte de imod.
Det står således soleklart under debatten, at VKO-samarbejdet i den grad vil angribe det røde regeringsalternativ på skatten. Hjort & co. mener simpelthen, at S-SF med deres finansforslag vil hæve skatterne over en bred kam.
Oppositionen afviser dog alle angreb ud fra devisen; det er rimeligt, at de rigeste og bankerne spytter mere i den offentlige kasse.
Der har i øvrigt været en del postyr i og omkring Landstingssalen, fordi en række oppositionsfolk er fortørnet over, at de ikke har kunnet stille spørgsmål til finansministeren efter hans indlæg, der kom netop, som socialdemokratiske finansordfører Morten Bødskov var under verbal beskydning i kølvandet på sin ordførertale.
Dansk Folkepartis Søren Espersen, der sad i formandstolen, afviste dog anklagerne ved at læse op af Folketingets forretningsorden.
Essensen er klar: En minister må godt tage ordet for at rette op på fakta i en debat. Kun ordførere har ret til at svare på indlægget.
Oppositionen mener dog langt fra, at Claus Hjorts indlæg havde noget med fakta at gøre, derfor den udbredte vrede.
Lige nu lader sindene dog til at være faldet til ro i Landstingssalen, hvor debatten finder sted, fordi Folketingssalen i øjeblikket er under renovering.
Nye storskærme og afstemningsbokse skal være klar til Folketingets åbning første tirsdag i oktober.