Der er plads til godt 38.000 tilskuere i Parken, så nationalsangen kommer til at klinge noget hult, inden kampen mod Island fløjtes i gang i aften. Før weekenden var der nemlig kun solgt 16.000 billetter.
Og det er ikke noget, der huer de danske spillere, som håber inderligt på, at besøgstallet vil stige, når det virkelig gælder.
"Det er skuffende med så få solgte billetter. Det hjælper os ikke ret meget, hvis der kun kommer 16.000, for vi ved jo, at når Parken er fyldt, så virker det skræmmende på modstanderne og løfter os. Jeg håber, at flere vil møde op, når det nu er en EM-kamp med point på spil, for det er sådan noget, vi alle sammen går og glæder os til at komme hjem til. Der er noget helt specielt over stemningen i et fyldt Parken, hvor alle støtter det samme hold og alle går ind i det samme fællesskab for ens land," siger Daniel Agger til sporten.dk.
Der plejer ellers at være garanti for rød-hvid underholdning, når Danmark møder Islændingene. Danmark har vundet 16 ud af 20 kampe og aldrig tabt en eneste.