Pia Kjærsgaard kan stampe i jorden alt det hun vil over for regeringspartiet Venstre.
Hvis det står til formanden for de kommende kuld af Venstre-politikere, så kan Dansk Folkeparti-lederen glemme alt om at komme i en regering med Danmarks Liberale Parti.
"Jeg vil hellere se os tabe regeringsmagten, end at se Pia Kjærsgaard dele ministerbiler med Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen," siger formanden for Venstre Ungdom, Jakob Engel Schmidt til Nyhedsbureauet Newspaq.
Søndag skabte Pia Kjærsgaard overskrifter, da hun forlangte, at Venstre skal anerkende, at deres parlamentariske støtteparti siden 2001 kan blive en del af en kommende regering, hvis vælgerne og de politiske kort tillader det.
Men der er simpelt hen for stor politisk og værdimæssig forskel på de to partier til, at et regeringssamarbejde kan komme til at fungere, mener VU-formand Jakob Engel Schmidt.
"Dansk Folkeparti skal under ingen omstændigheder være med i en borgerlig-liberal regering. Partiet har tre mærkesager. De er rigtig glade for ældre mennesker og dyr, og så er de ikke særlig glade for indvandrere. Og når man mener det kan man ikke komme i regering med Venstre og Konservative," siger Jakob Engel Schmidt.
Han anerkender, at Dansk Folkeparti har udfyldt rollen som støtteparti for regeringen i ni år. Og sådan skal det blive ved med at være, mener VU-formanden.
"De har i mange år været et godt støtteparti. Og de har også taget sig godt betalt. Der er blevet gennemført både ældrechecks og stramninger af dyrevelfærdsloven. Sådan skal det fortsætte," siger Jakob Engel Schmidt.
Tidligere på dagen sagde Pia Kjærsgaard til Newspaq, at betingelsen for en plads i en fremtid regering er, at partiet får endnu mere indflydelse end tilfældet er i dag.
"Vi vil kun gøre det, hvis den politiske indflydelse bliver større end der, hvor vi er nu. Vi er ikke et parti, der vil lave om på vores holdninger eller personligt for at blive ministre. Vi vil gøre det, fordi det vil være det bedste for Danmark," sagde Pia Kjærsgaard.