Det kan være stinkende svært at fortælle eksempelvis en kollega, at vedkommende hørmer uudholdeligt af gnu, kål, afføring, død og fordærvet makrelsalat fra munden.
Dårlig ånde er et tabu, der også på arbejdspladser kan være socialt hæmmende for de ramte, der ofte ikke forstår, hvorfor kollegaerne leger stoleleg i frokoststuen, hvor det gælder om at sidde længst fra 'stinkeren'.
Alle lugter fra tid til anden – især inden morgenmaden – ilde fra munden, men har du – som hver femte dansker - et problem, du virkelig bør tage alvorligt?
Fredagsguiden har søgt hjælp hos tandlæger og alternative behandlere, der giver råd på alverdens websites.
Fem råd: Tjek om du stinker fra munden
Her først fem råd til at opdage 'halitosis', som er fagtermen for dårlig ånde. Den kan være svær selv at lugte, fordi vi - om vi vil det eller er - ofte er immune overfor egne kropslugte.
1: Find en testperson
Det kan forekomme grænseoverskridende, men spørg en betroet ven, om han eller hun vil tjekke det for dig. Børst tænder, vente en time, tag en almindelig, lidt dyb indånding, som du puster ud i hovedet testpersonen. Gentag, når der er gået et par timer.
2: Slik dig på hånden
Et knapt så sikkert råd er at slikke sig selv på oversiden af hånden. Sørg for også at slikke med det bagerste af tungen. Vent ti sekunder, inden du lugter efter.
3: Lugt til en tandstikker
At bruge en tandstikker, tandtråd eller en tungeskraber – og derefter lugte til det, kan også afsløre stank fra munden, men dårlig ånde kommer ikke altid fra tænder eller tunge, så metoden er ikke sikker.
4: Gnid bomuld i mundhulen
Gnid en tot bomuldsvat på bagsiden af tungen eller på indersiden af kinder og lugt efter.
5: Brug et 'halimeter'
Der findes også tekniske instrumenter – såkaldte halimetre, der kan afsløre dårlig ånde. De er dyre, kun få tandlæger har dem, men der er gjort forsøg på at bringe prisbillige 'Breath Alerts' på markedet for forbrugerelektronik.
___________________________________________________________
10 råd til at bekæmpe dårlig ånde
1: Børst tænder
Tandlægeforeningen anbefaler, at lade tandlægen hjælpe dig i at bruge den rigtige tandbørste og børsteteknik, hvis det kniber. Du kan også få vejledning – typisk mod betaling - i at anvende tandstikkere og tandtråd.
2: Hold tungen ren
Tungen er også vigtig at holde ren. Den kan du børste med en tandbørste eller rense med en speciel tungeskraber.
3: Drik vand og spis ofte
Drik masser af vand og spis regelmæssigt og undgå at springe ikke måltider over. Ved at spise regelmæssigt fremmer man produktionen af spyt, som er med til at fjerne svovlgasser i munden.
4: Tyg tyggegummi
Tyggeummi og pastiller stimulerer også spytproduktionen. Vælg de sukkerfrie varianter for at undgå at få huller i tænderne.
5: Brug elektrisk tandbørste
Børst bisserne med en elektrisk tandbørste. Den er bedre end en almindelig tandbørste til at fjerne plak og tandkødsproblemer.
6: Spis sund
Usund mad kan betyde problemer med fordøjelsen. Dermed kan gas fra tarmene trænge over i blodet og frigøres i lungerne, hvorfra der kommer lugt, der selvfølgelig kan lugtes fra munden.
7: Zink hjælper
Mineralet zink er effektivt mod dårlig ånde og findes både i mundskyldevand, i tandpasta og i tabletform.
8: Flour
Vælg en tandpasta med fluor, der beskytter mod karies.
9: Spørg lægen
Spørg din læge til råds, hvis du tager medicin eller lider af mundtørhed. Det kan være årsagen til din dårlige ånde.
10: Apotekets mundplejemidler
Apoteket har særlige mundplejemidler i både pilleform og flydende form sortimentet. De kan bl.a. nedbryde ildelugtende svovlgasser fra munden.
___________________________________________________________
Fem alternative råd:
Sværger man til naturmedicin og ældgamle alternative husråd, skulle der være frisk hjælp at hente ved at komme disse afgrøder i munden
1: Myrra
Myrra er lufttørret aromatisk gummiharpiks-klumper fra særlige afrikanske plantearter. Det fås også i flydende form, som anvendes til pensling eller mundskylning og gurgling mod stinkende betændelsestilstande i munden.
2: Fennikelfrø
Fennikelfrø hævdes at indeholde nogle bakterienedbrydende olier, som frigives og hjælper mod drageånde, når man tygger på dem.
3: Salvie
Salvie skulle have en antibakteriel og desinficerende effekt. Man kan komme det i te eller tygge et par friske blade.
4: Kardemomme
Kardemomme skulle kunne tygges mod dårlig ånde, og kan også være nyttig mod dårlig fordøjelse og hovedpine.
5: Citron
Gurgl vand med citronsaft.