AaB har hentet frisk blod udefra i håb om at redde sig fra en plads i den absolutte bund af Superligaen. Lige nu ligger klubben næstsidst.
For resten af sæsonen har de lejet en trumf til holdet i form af den 24-årige Dickson Nwakaeme (udtales 'Wajkæjme') fra Nigeria.
Den nye angriber kommer fra finske KuPS, hvor han betegnes som en af de bedste angribere i den førende, finske fodboldrække. Det skriver AaB sin hjemmeside.
"Dickson Nwakaeme er en fysisk stærk angriber, der bliver spændende at følge i Superligaen," siger AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen.
Ifølge AaB's hjemmeside håber sportsdirektøren at tilføje yderligere navne til truppen inden transfervinduet lukker ved midnat.
Dickson Nwakaeme glæder sig til den udfordring på det danske Superliga-hold.
"Jeg ser frem til at spille for AaB, og jeg kan love, at jeg vil bidrage med dedikeret arbejde og loyalitet for holdet," siger den 24-årige angriber.
Dickson Nwakaeme har scoret ni gange og leveret flere målgivende afleveringer i 26 officielle kampe for KuPS.