Trusler og vold er hverdagskost for sagsbehandlere på jobcentre, når de møder frustrerede arbejdsløse.
De rigide regler presser de ledige og får dem til at reagere agressivt, lyder det fra sagsbehandlerne selv.
Men det afviser minister for beskæftigelse Inger Støjberg (V).
"Jeg synes, det er at forsimple tingene," siger hun.
"Man skal passe på med at give reglerne skylden for alting, når vi kan se, at det er et skred (stigende vold, red.) der sker i samfundet generelt," påpeger Inger Støjberg.
Alvorligt
Fire ud af ti sagsbehandlere svarer i en rundspørge, som Avisen.dk har foretaget, at de eller deres kollegaer bliver udsat for vold eller trusler på jobbet.
Det omfattende problem har chokeret de ansattes fagforening HK. Og minister Inger Støjberg er også rystet.
"Det er fuldstændig uacceptabelt. Det er et alvorligt problem. Der er ingen tvivl om, at selvfølgelig skal man kunne gå på arbejde uden at blive udsat for vold og trusler," siger hun.
Hver anden kommune mangler at vedtage en voldspolitik, der skal forhindre vold mod sagsbehandlerne, kritiserer HK.
Inger Støjberg opforderer de kommuner, der mangler at få vedtaget en voldspolitik, til at gå i gang med det samme.