Sverige er udemokratisk.
Sådan lyder beskyldningen fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.
Beskyldningen kommer efter, at Sverigedemokraternes valgvideo er vurderet til at være ulovlig. Flere danske partier har efterfølgende foreslået, at valget til den svenske Rigsdag om tre uger skal overvåges af internationale valgobservatører.
Professor på statskundskab Lasse Dencik fra Roskilde Universitet er ekspert i svenske valg. Han mener, de danske politikere er dybt pinlige og udnytter situationen.
"Det er dybt, dybt beskæmmende, at ledende politikere i Danmark misbruger denne sag til at foreslå så grove dumheder. Sverige er ligesom Danmark et af verdens mest solide demokratier med stor respekt for menneskerettigheder og politisk frihed. Der er jo intet hold i det," siger Lasse Dencik til Nyhedsbureauet Newspaq.
Senest har TV4 nægtet at bringe en omstridt reklame for Sverigedemokraterne. Men den svenske valgekspert forstår godt tv-stationens direktør.
"Han er ansvarlig som udgiver, og hvis han vurderer, den er i strid med lovens racismeparagraf, så er han i sin gode ret til ikke at vise den på skærmen. Ellers kan han selv blive straffet ved domstolene," forklarer han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Debatten er blusset op, efter VKO har udtalt, at det svenske valg er udsat for grov censur. Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, siger til Newspaq, at Sverige under valgkampen kan sidestilles med østeuropæiske lande.
"Vi må jo erkende, at når vi sender valgobservatører til østeuropæiske lande, må vi også sende valgobservatører til lande, som er så langt fra det, vi gerne promoverer som demokrati. I et demokrati er der ikke hemmelige valg og censur af valgvideoer, som de gør i Sverige," siger Venstres udenrigsordfører til Newspaq.