Dan Hammers relation til Don Ø er grunden til, at han i dag er blevet fyret af bestyrelsen i Parken Sport og Entertainment.
Regnskabet ser nemlig slet ikke dårligt ud.
Det vurderer sportsøkonom ved Copenhagen Business School, Troels Troelsen, overfor Newspaq.
Han mener, at grunden til Dan Hammers fyreseddel ikke kan findes i Parkens resultater og økonomi.
"Nu er de kommet ud med plus 30 i stedet for minus 100. 50 af de millioner kan ikke tilskrives Champions League. Der må ligge noget andet til grund for Dan Hammers fyring end de resultater, der er lavet," siger Troels Troelsen, der vurderer, at regnskabet ser fornuftigt ud.
Derfor må grunden være den, at den fyrede direktør bliver skiftet ud, fordi han var for tæt på Don Ø, siger Troels Troelsen.
"Dan Hammer må på en eller måde have været for tæt på Don Ø, og så er han blevet trukket med i faldet. Jeg tror ikke, at det har været nemt at være administrerende direktør under Don Ø. Man har været nødt til at acceptere det, Don Ø kom med," siger Troels Troelsen.
Han vurderer, at bestyrelsen i Parken Sport og Entertainment vil finde en ny til at indtage pladsen som direktør.