Bilister skal fra 2013 op på Borgerservice og have nyt billede og dato på sit kørekort hvert 15. år, hvis det står til Justitsministeriet og EU.
Nye regler skal nemlig harmonisere regler for udstedelse af kørekort i hele unionen.
Men det virker som helt unødvendigt bureaukrati, mener Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen.
"Det virker som en ekstraskat, man vil pålægge folk. Det har jo ikke nogen konsekvenser bare at gå ned på Borgerservice, komme med et nyt billede og sige; nu skal jeg lave et nyt kørekort," siger han.
Allerede i dag skal man jo have et nyt kørekort, hvis der sker noget med kortet, eller hvis man har brudt færdselsloven, påpeger ordføreren.
"Det, der overflødiggør sådan noget her fuldstændig, er, at vi forhåbentlig inden for en overskuelig fremtid får et elektronisk kørekort. Det vil gøre, at man mere konstruktivt kan bruge alkolåse og den slags langt mere. Fordi så virker kortet kun til den bil, det er udstedt til," forklarer Kim Christiansen.
Det vil koste 100 kroner per fornyelse ifølge det lovforslag, som nu er sendt i høring hos blandt andet Rådet for Sikker Trafik.
Derfor ønsker direktør Anders Rosbo endnu ikke at udtale sig om stramningen.