Den femte ferieuge skal kunne omveksles til løn.
Det mener LO i forbindelse med S og SF's plan "Fair Løsning", og skal man tro danskerne vil de gerne have muligheden for at vælge mellem ferie og løn.
66 procent siger således i en ny Megafon-måling, at det er en "god ide" eller "meget god" ide, at man kan vælge mellem ferie og løn, skriver Politiken.
LO glæder sig over målingen:
"Den viser, at mange føler sig tiltrukket af ideen om at kunne vælge af få udbetalt ferie," siger næstformand i LO, Lizette Risgaard til Politiken.
I dag kan man allerede få udbetalt den sjette ferieuge, og det benytter hver femte lønmodtager sig af.
LO forestiller sig, at hver 10. lønmodtager vil "sælge" sin femte ferieuge, hvis det bliver en ret, man får.
Det vil give en stigning i job på knap 6.000 om året omregnet til fuldtidsstillinger.