Arbejdsgiverne bryder gang på gang loven, når det gælder unge fritidsjobbere under 18 år.
Det dokumenterer den årlige Jobpatrulje, hvor frivillige har interviewet 2.500 unge fritidsjobbere.
Flere end hver tredje fritidsjobber løfter i sit job mere end de 12 kg ad gangen, som er den tilladte grænse.
Knap hver tiende fritidsjobber (8,6 procent) er kommet til skade på arbejdet - en skadesfrekvens, der ligger et godt stykke over de voksnes arbejdsmarked.
7,3 procent af fritidsjobberne har oplevet at mangle sikkerhedsudstyr i deres arbejde.
35,2 procent, eller flere end hver tredje, af fritidsjobberne er ikke blevet oplært i, hvordan man undgår arbejdsskader.
LO-sekretær for uddannelse og arbejdsmiljø, Ejner K. Holst, er skuffet over arbejdsgivernes mangel på ansvarlighed.
"Kort fortalt er det jo træls, at cheferne rundt om i landet ikke lader til at kunne forstå, at arbejdsmiljøregler også gælder for unge. Fritidsjobberne bliver ladt i stikken, når de eksempelvis ikke får oplæring i, hvordan de løfter tunge genstande. Det er en skamplet på vores arbejdsmarked, at unges job er mere risikofyldte end voksnes," siger Ejner K. Holst.
Han kræver bedre vilkår for Arbejdstilsynet:
"Arbejdstilsynet bliver beskåret kraftigt i regeringens finanslovforslag, og det harmonerer jo dårligt med flere og bedre tilsyn, sådan som Jobpatruljen har gjort det klart, at der er behov for," siger han.