Prins Henrik er ked af vedvarende rygter og vandrehistorier om ham i pressen og i befolkningen. Det afslører han i portrætbogen "Enegænger - portræt af en prins."
Ifølge Ekstra Bladet kalder prinsen det i bogen for "ekstreme rygter" og "vanvittige historier," som kommer ham for øre, fordi han har en lille håndfuld meget ærlige venner, som af og til fortæller om den seneste tids royale sladder.
"Det kan jo være de mest vanvittige historier, hvor det virkelig kan være umuligt at forsøge at regne ud, hvordan de er opstået. Men jeg er meget bevidst om, at der løber de mest ekstreme rygter om mig, min smag, mine vaner, mine forfængeligheder," fortæller prinsgemalen ifølge avisen til bogens forfatter, journalist Stéphanie Surrugue.
"Rygter, også falske rygter, er obligatoriske, når man er kendt. Engang hørte jeg et rygte om, at jeg slog min kone. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde," uddyber prins Henrik.
De mange vandrehistorier om prinsens eskapader får også hans ældste søn til at forsvare sin far, skriver Politiken.
"Han er virkelig blevet mobbet," siger kronprins Frederik med stor vrede i både stemme og blik ifølge bogens forfatter.
"Det er synd for ham og pinligt for Danmark," tilføjer Kronprinsen.
Bogen om den 74-årige dansk-franske prins udkommer den 2. september.