Nydanskerne arbejder især i butikker og supermarkeder, og her er arbejdsgiverne ualmindelig glade for deres arbejdskraft.
Mens 38 procent af folk med forældre med ikke-vestlig baggrund, arbejder inden for handelsbranchen gælder det kun for 25 procent af etniske danskere.
Det viser endnu ikke offentliggjorte tal fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, skriver Dansk Handelsblad.
I Metro er hver fjerde medarbejder nydansker, og adm. direktør, Poul Erik Pedersen betegner andengenerationsindvandrerne som "god, stabil og loyal arbejdskraft."
I Dansk Supermarked kommer hver syvende medarbejder fra et andet land end Danmark.
"Nydanskere, der har haft svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, bliver selvfølgelig ekstra loyale, når de får et job. Men det gælder også etniske danskere på kanten af arbejdsmarkedet," siger HR-direktør i Dansk Supermarked, Finn Tang Andersen til Dansk Handelsblad.
I alt er der knap 22.000 medarbejdere i handelsbranchen med en ikke-vestlig baggrund.