Køreskoleelever undlader at undersøge priser og vilkår, før de binder sig til en aftale hos en køreskole, og det kan blive en dyr fornøjelse. Det viser to nye undersøgelser fra Forbrugerstyrelsen.
Det handler derfor om at bevare overblikket, inden man bestemmer sig for, hvilken køreskole man vil tilmelde sig.
Priserne på køreskolernes pakker kan svinge med flere tusinde kroner, men indholdet af pakkerne kan også være meget forskelligt, og det gør det sværre at gennemskue slutprisen for kørekortet, når alle udgifter er betalt.
De fleste gør ingenting
De store udsving i priserne, er afsløret ved et tjek af markedet for køreundervisning, som Forbrugerstyrelsen har lavet.
»Et kørekort er en stor investering, og markedstjekket viser, at det godt kan betale sig at undersøge markedet grundigt, før man tilmelder sig en køreskole,« siger Louise Holck, direktør i Forbrugerstyrelsen.
Men de fleste forbrugere undersøger sjældent markedet inden de melder sig til køreundervisningen. Det viser en anden undersøgelse,
Forbrugerstyrelsen har lavet til dette års Forbrugerredegørelse. Udkast til dele af Forbrugerredegørelse 2008 indeholder blandt andet en undersøgelse af forbrugernes valg på markedet for køreundervisning.
Spar 4.000 kroner
Af undersøgelsen fremgår det, at mere end halvdelen af forbrugerne undlader at sammenligne priser hos forskellige køreskoler for at få den bedste pris. De fleste baserer deres valg af køreskole på anbefalinger fra venner og bekendte.
Forbrugerstyrelsens markedstjek viser, at der alene i Københavnsområdet kan være 4.000 kroner i forskel på det dyreste og det billigste kørekort.
Prisen for en ekstra køretime svinger med over 100 kroner, og da de fleste elever skal have flere køretimer end dem, pakkerne inkluderer, så er det også værd at undersøge timeprisen, inden man melder sig til køreundervisning.
Markedstjekket viser også, at det i gennemsnit er 868 kroner billigere at tage kørekort på Sjælland end i Jylland og på Fyn. Det er samtidig i gennemsnit 1.560 kr. billigere at tage sit kørekort i Storkøbenhavn end i Jylland og på Fyn.