Der er dømt nulvækst i kommunerne, det blev slået fast med syvtommer søm her til middag, hvor finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har fremlagt regeringens finanslovsforslag.
Og den slankemedicin vil kunne mærkes i hverdagen på de kommunale arbejdspladser, lyder vurderingen fra Jan Rose Skaksen, der er professor i økonomi på Copenhagen Business School.
"Ja, det vil man helt sikkert komme til at mærke - i det mindste de folk, der har arbejde i kommunerne," slår han fast.
"Eksempelvis i daginstitutionerne vil det blive nødvendigt at overveje, hvordan kan der spares penge dér. Normeringen (hvor mange børn hver pædagog skal passe, red.) falder sikkert i mange kommuner. Man skal nemlig finde nogle små ting rundt omkring, fordi man er nødt til at spare penge," forklarer Skaksen til Newspaq.
Claus Hjort afviste ellers på dagens pressemøde, at finanslovsforslaget skulle være en spareplan.
"Det handler om, at kommunerne skal prioritere, f.eks. kommer der flere ældre og færre børn," lød det fra ministeren i Eigtved Pakhus et stenkast fra Udenrigsministeriet.
"Jeg har stor tiltro til, at vi kan tøjle kommunernes økonomi, " lød det korte skrappe svar, da en journalist forsøgte at få yderligere svar.
Men den tror Jan Rose Skaksen altså ikke helt på; der vil, siger han, blive brug for at finde besparelse, eksempelvis i daginstitutionerne.
"Og det samme vil ske andre steder på de kommunale område," slår han fast.
Skaksen understreger, at vi er langt fra sydeuropæiske tilstande, men at besparelser altså ikke vil kunne undgås.