Der skal bruges en stor blå malerpensel, når det nye kort over Jylland skal tegnes.
Filsøen i Varde, som ellers er tør og kedelig, skal nemlig genskabes.
Det er kendsgerningerne, efter forhandlingerne om et kæmpe stykke landsbrugsjord nu er slut, skriver politiken.dk.
Søen blev drænet for vand i 1941, men nu har ejerne solgt jorden til Danmarks største private naturbesidder, Aage V. Jensen Naturfond.
"Det er meget glædeligt," siger Leif Skov, som er formand for fonden.
Også Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, jubler over projektet og kalder det 'en stor sejr for naturen'.
Det vurderes nemlig, at en lang række trækfugle vil vende tilbage til området.
Søen bliver oprettet uden statslige midler, og den bliver ni kvadratkilometer, hvilket er nok til at gøre den til landets 6. største sø.