Mandag mødes Dansk Metal og Broadcast Service Danmark i Forligsinstitutionen til et sidste forsøg på at lande en overenskomst.
Hvis det ikke lykkedes, risikerer tv-skærmene at gå i sort hjemme i de danske stuer. Det sker, fordi Dansk Metal organiserer 55 af de 75-80 medarbejdere hos Broadcast Service Danmark.
Den faglige konflikt rammer blandt andre DR, skriver det interne medarbejderblad DRÅben.
Sidst parterne mødtes hos forligsmand Mette Christensen, i mandags, lykkedes det ikke at finde en løsning.
"Vi har afgivet både første og anden strejkevarsel, så hvis ikke det lykkes at indgå en ny overenskomst i næste uge, går vores 49 medlemmer i strejke fra onsdag morgen kl. 7," siger Michael Antonsen, der er en af forhandlerne fra Dansk Metal til DRÅben.
Seerne eller lytterne vil næppe mærke noget til strejken, så længe senderne fungerer. Men hvis der opstår problemer med dem, så er der ingen medarbejdere til at rette dem.