Det kan være farligt at kaste sig ud i politik. Især hvis man er en kendt rapper, der stiller op som præsident i Haiti.
Men der skal mere end mordtrusler til at skræmme den kendte hiphopper fra drømmen om at flytte ind i præsidentboligen på fødeøen.
"Der er folk, som tror, at jeg er en trussel mod deres magt og ambitioner. Jeg giver ikke op. Mit ønske er at tjene det haitianske folk, og dødstrusler og intimidering skal ikke forhindre mig i det," siger han til Reuters.
Og den verdensberømte rapper er populær i sit hjemland, hvor befolkningen stadig kæmper for at komme på benene igen, efter jordskævlet, der dræbte op mod 300.000 mennesker i starten af året.
Men et andet kendt ansigt truer Wyclef Jeans præsidentdrømme.
Velgøreren og skuespilleren Sean Penn, der arbejder på Haiti, er mistænksom overfor Wyclef Jean.
"Her har vi en mand, der kommer til at modtage en enorm støtte fra USA. Og jeg må sige, at jeg er meget mistænksom over for det, simpelthen fordi han som ambassadør mere eller mindre har været fuldstændig tavs," siger Sean Penn til CNN.
Haitianerne går til stemmeurnerne den 28. november.