563 cpr-numre på studerende på Roskilde Universitet havnede i indbakken hos 303 studerende.
En studieleder på universitet havde nemlig - i det der skulle have været en servicerelateret studiemail - sendt de meget personfølsomme oplysninger ud.
"En elev gjorde os tirsdag aften opmærksomme på fejlen. Jeg kontaktede straks vores jurister og IT-ansvarlige, og derefter har vi sendt en mail ud til de pågældende og beklaget fejlen," siger Peter Lauritzen, undervisningsdirektør på RUC, til Newspaq.
Får man fat i en andens personnummer, kan man udnytte det i forskellige kriminelle henseender. Derfor beklager universitetsdirektøren meget.
"Det er slet ikke godt nok, og jeg beklager fejlen dybt - det må simpelthen ikke ske. Studievejlederen, der kom til at sende mailen, har fået en påtale, og han er selv dybt ulykkelig over det, der er sket," fortæller han og oplyser, at han selv har oplyst Datatilsynet om fejlen.
Undervisningsdirektøren til nu tage initiativ til at ændre universitetets system, så lignende fejl ikke kan forekomme.
"Normalt identificerer vi vores studerende med deres personnummer, men det vil vi nu lave om, så de studerende i stedet får deres eget studienummer," siger han.