Fadet bliver måske mindre bugnende i fremtiden, når mor inviterer på frikadeller og flæskesteg, for den øffende nationalspise kan blive dyrere at tage med hjem fra køledisken til næste år.
Grisebasserne fodres nemlig med korn, og netop korn er blevet dyrt efter brandene i Rusland, Ukraine, der begge er blandt verdens største kornproducerende lande.
Efter lave kornpriser i det seneste års tid, er prisen siden juni steget med 50 procent, og mens landmænd, der producerer korn, kan se pengene fosse ind, må svineproducenterne frygte røde tal på bundlinjen. Det kan gå udover forbrugerne.
"Det kan i sidste ende blive dyrere at købe svinekød i supermarkederne. Hvis kornpriserne forbliver høje, forventer vi, at det vil slå igennem på et tidspunkt. En udvikling kan være, at der bliver produceret færre svin og dermed er det et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, så svinekød bliver dyrere," siger Martin Bach Andersen, konsulent ved Erhvervsøkonomisk analyse og statistik i Landbrug og Fødevarer, der er en interesseorganisation for landbruget, til Newspaq.
De formodede prisstigninger er forbundet med en vis usikkerhed, da den nuværende bestand af svin, der ender som frikadeller og koteletter, er fodret med korn til 2009-priser. Derfor kan prisstigningerne formentlig først mærkes til næste år.
"Netop med svinekød tager det tid, før markedet reagerer, fordi det er en langsigtet produktion, hvor svinene er opdrættet over lang tid, før de kan slagtes. Prisstigningerne kan derfor ventes først at slå igennem om ni til 12 måneder," forklarer Martin Bach Andersen, og han understreger, at der er flere led i produktionen, der har indflydelse på prisen.
Bliver gris dyrere, er det i sidste ende, når man handler i supermarkedet, man kommer til at punge ud. Dansk Supermarked, der står bag Bilka, Føtex og Netto, forventer dog ikke, at svinekødet bliver dyrere i deres butikker.
"Der er mange usikkerhedsmomenter forbundet med prisen på svinekød, ikke mindst det lange tidsperspektiv. Vi forventer dog ikke, at svinekød kommer til at koste mere," siger Erik Eisenberg, der er kommunikationschef i Dansk Supermarked, til Newspaq.
Svin er den største befolkningsgruppe i Danmark, pr. 1. januar var bestanden på godt 13 millioner.