Hver anden virksomhed betaler ikke skat i Danmark.
Det viser en undersøgelse af selskabernes skattebetaling mellem 2006 og 2008 foretaget af Skatteministeriet.
De alarmerende tal får SF og DF til at råbe vagt i gevær, og de kræver straks en redegørelse fra skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
"Tallene får mig til at spærre øjnene op. Derfor vil jeg have en redegørelse fra skatteminister Troels Lund Poulsen (V) i sagen, så vi får flere detaljer, der også går tilbage i tid," siger SF's skatteordfører Jesper Petersen til Jyllands Posten.
Og Jesper Pedersen skal ikke være nervøs. Skatteministeren kommer gerne med en redegørelse. Han undrer sig nemlig også over undersøgelsens tal.
"Tallene overrasker mig. Det må jeg erkende," siger Troels Lund Poulsen.
Hos Dansk Industri ser man til gengæld ikke noget mærkeligt i undersøgelsens tal. Direktør, Tine Roed, forklarer tallene med, at det kræver store investeringer at udvikle virksomhederne og sikre danske arbejdspladser.
"Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at virksomhederne ikke har betalt skat," siger hun.