"Det lyder spændende, sejt og flot, men med mine helt danske briller, vil jeg ærligt sige, at jeg er ret ligeglad med, om det er Schleck eller Contador."
Så klar er meldingen fra den danske cykellandstræner, Lars Bonde, efter Bjarne Riis i dag har præsenteret den spanske stjernerytter Alberto Contador, som holdets nye stjerne de kommende to sæsoner.
"Min begejstring er afmålt, fordi jeg holder med danskerne. Lige som Morten Olsen er ligeglad med, hvor Messi spiller, så er min interesse på de danske ryttere," uddyber han over for Newspaq.
"For mig er dagens store historie, at Bjarne har fundet en sponsor, så der igen næste år er et professionelt dansk cykelhold," forklarer landstræneren, der glæder sig over, at Saxo Bank har forlænget kontrakten med et år.
Landstræneren er dog ikke bekymret for, at Riis' nye stjernerytter vil gøre det sværere for Chris Anker Sørensen og de andre danskere at markere sig på holdet.
"Man har før haft store stjerner, så det kan Bjarne håndtere. Der bliver masser af cykelløb til de danske ryttere," mener han.
Lige nu er det usikkert, hvor to andre ryttere på holdet, Jakob Fuglsang og Matti Breschel, kører deres næste sæson.
Men det skal de nok finde ud af, lyder det fra Bonde, der nærer håb om medalje til sidstnævnte ved VM på landevej i Melbourne i slutningen af september.
Matti Breschel hentede en bronzemedalje ved VM for to år siden.