Danskerne er ramt af finanskrisen og har færre penge mellem hænderne.
Men det betyder ikke, at vi ikke giver penge til velgørenhed. Tvært imod.
Vi giver årligt i alt cirka 2,5 milliarder kroner ud af vores private lommer til velgørenhed. Faktisk har vi det seneste halve år doneret en tredjedel mere væk til nødhjælp end i samme periode sidste år. Det skriver Politiken.
Det får nødhjælpsorganisationerne til at klappe begejstret i hænderne. Folkekirkens Nødhjælp oplever, at de gennem deres faste donationer via PBS har fået 21 millioner i kassen de seneste seks måneder mod 15 millioner i samme periode sidste år. Deres landsindsamling i januar 2010 satte ydermere dansk rekord.
Og det har måske en logisk forklaring, siger Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, til Newspaq.
"Vi var nervøse for, om den her krise ville få folk til at give mindre til nødhjælp. Men vi kunne se, at vi på trods af krisen, alligevel er i stand til at hjælpe de allerfattigste i verden. Når folk på egen krop mærker, at det hele ikke kommer af sig selv, får vi også et større syn på de mennesker, der virkelig er i nød her i verden og vil hjælpe dem," siger generalsekretæren i Folkekirkens Nødhjælp til Newspaq.
Det er de private danskere, som øger deres beløb til verdens fattige lande. De private virksomheder har derimod lukket pengekassen i med et brag.
"Der, hvor finanskrisen påvirker os, er i forhold til virksomhedssamarbejde. De er også hårdt ramt. Så vi kan se, at vi har en stigning i det private, men at vi stagnerer i forhold til virksomheder. Man venter lidt i erhvervslivet på grund af finanskrisen," oplever Henrik Stubkjær.
Dog understreger han, at selv om vi og privatlivet i vestlige lande har det hårdt, er det intet imod de fattige.
" Dem, der rammest allerhårdest er de lande, som i forvejen er fattige. Det er derfor endnu mere vigtigt, at folk, den almindelige dansker, er parat til at give. Generelt er finanskrisen et utroligt problem for verdens fattigste og kom på det værst tænkeligste tidspunkt, hvor Afrika endelig havde en spirende vækst. Den skal vi holde fast i," siger generalsekretær Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp.