Der er ikke kommet færre "Egon" og "John"- nummerplader i forruden af lastbiler, fordi den slags er gået af mode.
Forklaringen er derimod, at der bliver færre danske truckere.
På to år er arbejdsløsheden blandt chauffører steget fra 1,3 procent til 8,7 procent. Ialt er der forsvundet 4.202 danske chaufførjob – det svarer til hver sjette job. Det viser tal, som 3F og Pension Danmark har udregnet for Avisen.dk.
Og det er ikke kun finanskrisens skyld, for lastbilerne ruller forsat derudad, men nu er der blot flere polske og tyske chauffører bag rettet.
På seks år er danske lastbilers andel af godstransport over grænserne halveret. Polske og tyske lastbiler står nu for tre gange så meget af transporten, viser seneste opgørelse fra International Transport Danmark (ITD).
Danske job forsvinder
Det er EU’s åbne grænser og en række smarte fiduser fra danske vognmænd, der tvinger danske truckere af landevejen, forklarer lastbilchaufførernes fagforening 3F.
”Vi ser flere og flere udenlandske chauffører i danske biler, der overtager danske job. Vi mister danske arbejdspladser, fordi udenlandske chauffører kører gods i Danmark til lavere løn og ringere vilkår,” siger forhandlingssekretær i 3F Jørgen Aarestrup Jensen.
I brancheorganisationen ITD vurderer leder Anders Jessen også, at der er kommet færre danske chauffører.
”Forklaringen er, at EU og politikerne har ønsket konkurrence,” siger Anders Jessen, der påpeger, at det meste transport inden for Danmarks grænser stadig sker med danske chauffører til dansk løn bag rettet.
En bøde på seks år
Men også her forsvinder de danske job for tiden, oplever chaufførerne hos 3F. En fidus er, at danske firmaer med datterselskaber i udlandet hyrer polske og tyske chauffører til Danmark til den halve løn.
En anden model er, at udenlandske lastbiler kører gods rundt i Danmark.
Det er dog ulovligt og udløser store bøder.
Eller rettere, den kan udløse bøder. For politiet har indtil nu ikke gjort meget ud af at kontrollere den ulovlige transport. Det erkender vicepolitikommisær Michael Balvits fra Rigspolitiets Tungtvognssektion.
Faktisk har afdelingen kun givet en bøde i de sidste seks år.
Men han lover, at kontrollen bliver skærpet nu, hvor politiet har fået nye og skærpede regler fra Trafikstyrelsen.
”Vores mål er komme efter de brodne kar og få nedbragt den ulovlige kørsel,” forsikrer Michael Balvits.
"Det stopper ikke"
3F afdelinger har igennem flere år sendt flere hundrede anmeldelser til Rigspolitiet og krævet indgreb, når de har set udenlandske lastbiler, der kørte ulovligt i Danmark.
Men det har altså blot udløst en enkelt bøde.
"Det er uforståeligt, hvorfor politiet ikke stopper den ulovlige godstransport. Jeg tror ikke de nye regler vil sætte en stopper for det," siger Jørgen Aarestrup Jensen.

- Lønnen er lav, de arbejder hårdt, men det er bedre, end hvor de kommer fra.
- Op mod 44.000 arbejdere fra Polen, Tyskland og Østeuropa arbejder i Danmark.
- I de kommende uger afslører Avisen.dk, hvordan hverdagen er for østarbejdere i Danmark.