To mænd, der kysser, er åbenbart stadig for svært at sluge for mange mennesker i Storbritannien.
I hvert fald har Heinz trukket en reklame for sin Deli Mayo tilbage efter at være blevet bombarderet med klager over en reklame, som blandt andet viser to mænd kysse.
- Det er vores politik at lytte til forbrugerne. Vi anerkender, at nogle forbrugere er blevet stødte af reklamen, og har derfor besluttet at trække den tilbage, siegr Nigel Dickie fra Heinz i Storbritannien ifølge avisen Daily Mail..
- Den var tænkt som et humoristisk indslag, men vi beklager, at den har stødt nogle mennesker, siger han.
Reklamen blev første gang vist for en uge siden og skulle oprindeligt have kørt i fire uger.
Den britiske vagthund på reklameområdet, Advertising Standards Authority, har modtaget flere end 200 klager over reklamen.