Træthed, snue og en kløen i øjne og næsen. Det døjer en stor del af danskerne med som følge af pollenallergi. Og sygdommen rammer især unge mennesker under 30 år, viser en ny spørgeundersøgelse fra Astma-Allergi Forbundet.
38 procent af de adspurgte var under 15 år, da deres pollenallergi brød ud, mens 76 procent havde debut med sygdommen, inden de fyldte 30 år.
- Det er stærkt bekymrende, at så mange debuterer tidligt med deres pollenallergi. Det giver alt for mange år med forhøjet risiko for flere allergier eller astma, siger Lise Nørgaard, kommunikationschef i Astma-Allergi Forbundet.
Undersøgelsen siger imidlertid ikke noget om, hvorfor pollenallergi mest sætter ind i ungdomsårene. Men svaret ser heller ikke ud til at være ligetil. I hvert fald har allergi-forskere forsøgt at løse gåden. Men de har ikke umiddelbart fundet ud af, hvad grunden er.
Kan give astma
Pollenallergi er en kronisk sygdom, der kræver opmærksomhed. Ikke mindst fordi, at én allergi giver højere risiko for at få endnu én – og fordi ubehandlet høfeber er under stærk mistanke for at kunne udvikle sig til astma.
De unge er også hårdere ramt af deres pollenallergi. Blandt unge under 20 år siger knap halvdelen, at de er hårdt ramt af allergien.
Generelt blandt alle aldersgrupper er det nemlig kun godt hver tredje, der er hårdt ramt.
- Undersøgelsen afslører også, at det er de unge under 30 år, der trækker sygefraværet op. Der er flest sygedage blandt de unge, og helt markant bliver det med nedsat arbejdsevne. Her er der også langt flere unge under 30, der i over en uge har problemer med at passe job eller studier effektivt, siger Lise Nørgaard.