De er unge, de er smukke - og de bliver (succes)rige. I hvert fald vist de fortsætter lige så målrettet mod karrieren, som de stilsikkert har styret gennem deres tre gymnasieår.
I dag springer de første studenter ud. Danske Malene Lundsgaard Nielsen og hendes to klassekammerater, kineserne Namyin Yung og Xinwei Guan, bliver sammen med resten af 3. M på Handelsgymnasiet Niels Brock de første i landet, der bliver studenter med en kinesisk handels- og kulturprofil.
Og de tre piger styrer allerede nu med raketfart mod mere uddannelse, mere viden og ud i verden. Deres drømme ligger i modsætning til mange andre unge her i landet meget langt fra sabbatår med dannelsesrejse eller et job som dykkerinstruktør eller pædagogmedhjælper.
De går benhårdt efter en international karriere indenfor handel eller marketing. Og de har tænkt sig at tage den direkte vej til fed løn, stor dyt og lækker lejlighed.
Drømmer om job og bil
»Vi er helt sikkert mere målrettede end de fleste gymnasielever,« siger Malene Lundsgaard Nielsen, der regner med at fortsætte på Niels Brocks internationale kandidatuddannelse, hvor hun skal læse både i Danmark, Kina og USA.
»Jeg har slet ikke lyst til at have et års pause. Jeg vil bare være færdig, så jeg kan komme ud i erhvervslivet og købe mig en lejlighed og en bil,« siger hun.
Xinwei Guan er enig.
»Jeg har ikke lyst til at tage et år fri. Jeg tror bare, jeg ville blive alt for afslappet, og jeg er altså ikke skoletræt,« siger Xinwei Guan, der søger ind på Copenhagen Business School (CBS) efter ferien, hvor hun vil læse erhvervsøkonomi.
Kinaprofil åbner verden
Som nogle af landets første får de studenterhuen på i denne uge, og en helt speciel en af slagsen. Deres klasse består af 17 danskere og 6 kinesere og er den første nogensinde i Danmark, der kommer ud med en gymnasieuddannelse med en kinesisk profil. Almindelige gymnasiefag som geografi, fysik og oldtidskundskab har de ikke haft. Til gengæld har de haft kinesisk som tredje fremmedsprog, lært om kinesisk kultur og erhvervsliv og tygget sig igennem fag som international økonomi og afsætning. Desuden har de haft skemalagte uger på 38 timer og væsentligt flere opgaver end andre på landets almindelige gymnasier.
Selv tror de på, at deres klare fokus og anderledes profil vil bære dem langt - både ud i verden og ad den rigtige karrierestige.
Og selvom det har været tre år med slid og sene aftener foran bøgerne, har det har været det hele værd, mener Malene Lundsgaard Nielsen.
»Da jeg begyndte, virkede det ret uoverskueligt at lære kinesisk, og der er lang vej endnu. Men jeg er blevet helt vild med Kina og med international handel, og der er bare så mange muligheder ude i verden, som jeg ikke så før.«
Klassekammeraten Namyin Yung tror også, at de kinesiske vinger kan bære pigerne, så langt de vil.
»Jeg tror, at bare det, at vi allerede ved en masse om handel, og det, at vi kender Kina fra vores studierejser, giver os nogle klare fordele frem for andre studenter, når vi skal læse videre,« siger Namyin Yung, der søger ind på Copenhagen Business School (CBS) efter ferien, hvor hun vil læse Asien Studies Programme (ASP), som kombinerer kinesisk kultur- og sprogundervisning med international erhvervsøkonomi.
Et investeringsfirma i Kina har allerede opfordret hende til at søge job hos dem, når hun er færdig med sin uddannelse.
»Jeg bliver til noget«
Paradoksalt nok skulle hun til Danmark for at øge sine chancer for et job i Kina.
Namyin Yung flyttede med sin familie til Danmark for otte år siden. De kom hertil på grund af det danske uddannelsessystems gode ry.
»Udgangspunktet for mine forældre var at skabe bedre fremtidsmuligheder for mig og min bror. Og når vi har været på studierejser til Kina med gymnasiet, har jeg virkelig kunnet mærke, at bare det, at vi studerer i Danmark og lærer om international handel kan skaffe mig et job,« siger Namyin Yung og fortsætter.
»Jeg tror virkelig på, at jeg bliver til noget.«