Den ene har tidligere været i front for danske soldaters kamp i Afghanistan. Den anden har kæmpet mod kriminelle i Danmark.
Men nu er tidligere forsvarsminister Søren Gade og tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen begge gået ind i en helt anden kamp - nemlig mod kræft.
De er begge blevet valgt til hovedbestyrelsen i Kræftens Bekæmpelse, oplyser foreningen på sin hjemmeside.
"Jeg er sikker på, at min kone Helle vil sidde på en lille sky og smile over, at jeg nu betaler lidt tilbage for den store støtte vi fik under hendes sygdom," siger Søren Gade ifølge hjemmesiden og henviser dermed til, at hans egen kone er død af kræft.
Tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen har selv været meget åben om, at han har haft kræft. Og han vil nu især arbejde for, at politikere og medier bliver ved med at skrive om kræft.
De to landskendte mænd var to af de ti, der skulle vælges til foreningens hovedbestyrelse, hvor der i alt sidder 30 medlemmer.