Er der beskidt i krogene eller behøver du hjælp til bunken af vasketøj, så står det politiske ægtepar Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) klar med hjælp.
I udspillet Fair Løsning lægger de nemlig op til at genoplive den hedengangne hjemmeserviceordning.
"Vi er optaget af, at der er mange, der kan få det nemmere i hverdagen, og der er mange, der får en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor en genindførelse af hjemmeserviceordningen," siger arbejdsmarkedsordfører, Torben Hansen.
Partierne vil med forslaget sikre, at langtidsledige kommer i job. Det skal ske ved, at rengøringsfirmaer får løntilskud, når de hyrer folk til hjemmeservice.
"De mennesker, der har lidt sværere ved at få et job, de skal også have en chance på arbejdsmarkedet," mener Torben Hansen.
Forslaget får opbakning fra den modsatte side af Folketingssalen.
"Kan man fremme beskæftigelsen med sådan et forsalg, så er det bestemt ikke noget, vi vil afvise på forhånd," siger arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted (DF).
Derimod er Venstre særdeles skarpe i nedskydningen af forslaget om hjemmeservicens genopståen.
Hvor skal pengene komme fra?, spørger arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs til trods for at socialdemokraterne garanterer, at alle forslagene i Fair Løsning er fuldt finansieret.
"Det her forslag har ingen gang på jorden," lyder det fra Ulla Tørnæs.
Heller ikke substansen i forslaget ser hun perspektiv i.
"Det fuldstændig varm luft. Med den aktive beskæftigelsespolitik sikrer vi jo netop, at folk har mulighed for at komme i virksomhedspraktik i en rigtig virksomhed," fastslår hun, og minder om, at beskæftigelsesministeren netop er på vej med et udspil, der skal dæmme op for den stigende langtidsledighed.
Udsigten til et potentielt flertal uden om regeringen mellem S-SF og DF ryster ikke Tørnæs.
"Jeg er ret sikker på, at DF, som et økonomisk parti, ikke vil kaste sig ud i et ufinansieret forslag af den her slags," slutter Tørnæs.
Sådan skriver S-SF i Fair Løsning Hjemmeservice i det afsnit, der skal forbedre forholdene for iværksættere.
Hjemmeserviceordningen, som regeringen har begrænset til kun at gælde pensionister, gav bl.a. travle børnefamilier mulighed for at købe sig til
rengøring mv. (uden at skulle ud på det sorte marked).
S og SF vil indføre en hjemmeservicelignendeordning f.eks. i form af mulighed for løntilskud til firmaer, der udfører hjemmeservice, såfremt de ansætter personer med svag tilknytning til arbejdsmarkedet.
Løntilskuddet gør det muligt at holde timeprisen nede på et fornuftigt niveau.
Læs mere her