Røde tal på bundlinjen tvinger nu Region Sjælland til at nedlægge 500-600 stillinger på sygehusene.
"Vi står i en økonomisk svær situation, og det er regionens ansvar at bringe balance i budgettet," lyder det fra administrerende direktør i Region Sjælland Jens Andersen over for berlingske.dk.
Politikerne i regionen er i disse dage i gang med at forhandle, præcis hvordan spareplanen skal føres ud i livet.
Men det står altså allerede klart, at antallet af stillinger på Sjællands sygehuse skal bringes ned.
"Lønudgifterne udgør ca. 80 procent af vores samlede budget, og det kan derfor ikke undgås, at en handlingsplan vil få konsekvenser for antallet af stillinger," konstaterer Jens Andersen.
Den kedelige udvikling på Sjælland er en del af en landsdækkende tendens, vurderer formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).
Han frygter, at op imod 2.000 stillinger bliver sløjfet landet over.
På Sjælland er budgetunderskuddet på 350 millioner kroner skyld i udsigten til færre stillinger.
Det understreges fra regionen, at nedlæggelsen af stillinger ikke er lig ned fyringer. Ansættelsesstop, naturlig afgang og lignende vil blive sat i spil, inden da.