Det er kun to år siden, at virksomhederne var så pressede af mangel på arbejdskraft, at de udlovede dusører på op til 40.000 kroner til ansatte, der kunne skaffe en ny medarbejder.
Så kom krisen. Nu er det de arbejdsløse, der udlover dusører til folk, der kan skaffe dem et arbejde.
En af dem er den ledige tv-tilrettelægger Daniel V. Johansen.
Skynd dig!
"Skaf mig et job og tjen 2.000 kroner! Skynd dig, inden din kollega får samme idé!"
Sådan skrev han Facebook i oktober i fjor efter, at han forgæves havde skrevet 100 ansøgninger.
"Jeg var dybt frustreret over ikke at kunne gøre gavn med mine kompetencer. Jeg havde prøvet alt, og jeg var ikke for stolt til at lade en masse mennesker vide, at jeg desperat søgte et job – og at jeg ville betale for at få et," fortæller han.
4½ måneders løn for 2.000 kr.
Hans strategi gav resultat. En forhenværende studiekammerat satte ham i kontakt med et tv-selskab, der havde brug for ham. Det gav 4½ måneders arbejde med fuld løn - for 2.000 kr. - dusøren, som han betalte til studiekammeraten.
"Studiekammeraten havde også brug for penge. Det tog ham kun fem minutter, at formidle kontakten. Det var en god deal for mig og for ham,” siger Daniel V. Johansen, der igen er ledig, men med forventning om snart igen at komme i job.
Skammeligt og selvforskyldt
Nikolaj Henum er direktør i Virkkom.dk, der overvåger tendenser på jobmarkedet og rådgiver landets rekrutteringsvirksomheder.
Han er ikke overrasket.
"Under opturen skammede folk sig over at være arbejdsløse for det blev opfattet som selvforskyldt. Her under krisen har folk smidt blufærdigheden. Det er ikke længere et tabu at være ledig," siger Nikolaj Henum.
"Men ledighed er jo et stort problem for den enkelte, så mange tager alternative midler i brug. De udnytter bl.a. de sociale netværk, hvor dusører også kan indgå," siger han.
"Kender du en tømrermester?"
En ærlig og offensiv strategi i jobsøgningen virkede også for tømrereleven Mikkel Andersson.
"Kender du en tømrermester der står og mangler en frisk lærling… Jeg mangler den plads så uendeligt meget! Giv ham mit nummer."
Denne opfordring var at læse på hans Facebookgruppe "Hjælp mig med at finde tømrerlæreplads!", hvor han udlovede en dusør på 500 kr.
Mikkel Andersson fik en lærerplads. Godt nok ikke direkte via Facebookgrupppen, men ved at fortælle vidt og bredt om sit største ønske.
"Jeg var meget åben omkring det, og uden den åbenhed havde jeg næppe fået lærerpladsen," siger han.
"Jeg mangler den plads så uendeligt meget"
"Når min første løn ruller ind, så tager jeg 2.000 kroner fra og giver dem til dig som tak for hjælpen. Kvit og frit. Var det noget?"
Se eksemplerne her
