Retten i Kisangani har begået fejl i drabssagen mod nordmændene Tjostolv Moland og Joshua French.
Sådan lød en kendelse i dag fra den militære højesteret i Congos hovedstad Kinshasa - og derfor skal sagen tages om igen i den lokale ret.
Norges udenrigsministerium oplyser til netavisen VG, at den nye retssag kan komme retten til sommer.
"Vi håber, sagen kommer hurtigt op og har rimelig grund til at tro, at det sker i maj eller juni, siger underdirektør Ragnhild Imerslund.
Til den nye retssag skal der flyves "neutrale" dommere ind fra hovedstaden Kinshasa.
27-årige Joshua French og 28-årige Tjostolv Moland blev i september sidste år idømt dødsstraf for drab på en congolesisk chauffør.
De to mænd var rejst fra nabolandet Uganda til Congo for at søge arbejde som sikkerhedsvagter.
Det var under en tur tilbage til Uganda, hvor de skulle aflevere deres motorcykler, at Tjostolv Moland angiveligt skød chaufføren Abedi Kasongo.
Nordmændene har under hele sagen nægtet sig skyldige og forklaret, at de blev angrebet af en bevæbnet bande.