Det er fortsat uvist, hvad der i torsdags kostede en 69-årig dansk mand livet i Kata på Phuket i Thailand.
Men en pizza kan muligvis være dødsårsagen. Manden blev i hvert fald fundet med mad i munden, og en halvspist pizza lå i nærheden af den døde, skriver nyhedssiden Phuket Gazette.
Danskeren blev fundet af en rengøringsdame på hotel Tik Placa. Hun undrede sig over, at danskeren ikke tjekkede ud til tiden, da han skulle rejse hjem til Danmark samme dag.
Vagthavende i Udenrigsministeriet Camilla Zetterquist bekræfter dødsfaldet over for Nyhedsbureauet Newspaq og oplyser, at man har haft kontakt til de pårørende.
Liget af den afdøde ligger på Vachira Hospital i Phuket, og en obduktion skal nu afgøre, hvad den egentlige dødsårsag er.
"Det ser ikke ud til, at danskeren har været udsat for en forbrydelse. Der er ikke tegn på kamp. Jeg går ud fra, at manden er død af et hjerteslag," siger politimand Thapanapat Jaturonpan.
Ifølge den danske konsul i Bangkok, Tove Wihlborg Andersen, dør der i gennemsnit én dansker om ugen i Thailand. Trafik- og drukneulykker samt sygdom er de hyppigste dødsårsager, skriver eb.dk.